AARHUS
GYMNASIUM

Uddannelsesguide - gå på opdagelse nu

Gode råd er gratis - hjælp din barn på rette vej

Uddannelsesjunglen er tæt og svær at navigere i. For mange unge er det udfordrende at vælge ungdomsuddannelse – og for mange forældre er det udfordrende at vejlede deres barn i dette valg.

Hvis du er i tvivl eller savner inspiration til, hvordan du med fordel kan gribe opgaven an, er du ikke alene. Derfor har vi lavet denne korte forældreguide med råd til forældre, når deres barn skal vælge ungdomsuddannelse.

YouTube er deaktiveret.

Tid: 4:13

Gode råd til samtalen

Dit barn har i dag mange muligheder for selv at finde ud af, hvad der er det rette valg for det: vejledersamtaler, brobygning, erhvervspraktik, åbent hus-arrangementer, informationssøgning på internettet og mere.

Du kender imidlertid dit barn mere indgående end nogen anden – også uden for skolen. Derfor har du som forælder en vigtig rolle, når dit barn skal vælge den uddannelse, som bedst matcher evner, drømme og interesser. Langt de fleste unge vælger STX (den almene studentereksamen) – og for mange er valget ubevidst.

Desuden har dit barn et enestående tillidsforhold til dig som forælder, hvilket gør, at dit barn i højere grad kan være ærlig med sig selv og nå frem til vigtig indsigt. Det betyder dog også, at dit barn måske vælger en uddannelse til eller fra for at få din anerkendelse. Så tal med dit barn, og gør det ubevidste valg bevidst – din støtte i valget af uddannelse uvurderlig.

I samtalen reflekterer dit barn og får sat ord på de mange overvejelser, der flyver rundt i hovedet. Du lærer desuden om ungdomsuddannelserne, som dit barn ser dem og kender dem, og hvad dit barn (måske) tænker, er det rette valg.

Vigtige spørgsmål

Nogle spørgsmål er særligt vigtige at stille, når du taler med dit barn. De sætter gang i refleksionen og er gode udgangspunkter for at tale om, hvad der mon er det rette valg.

De – måske – to vigtigste spørgsmål i prioriteret rækkefølge er:

  1. Hvad kan du lide at lave – er der en bestemt metode eller måde at arbejde på, du godt kan lide? Hvorfor?
  2. Hvad interesserer du dig for? Hvorfor?

Når du skal vejlede dit barn i uddannelsesvalg, er der fire ting, du skal være særligt opmærksom på.

Vær:

  1. Åben
  2. Nysgerrig
  3. Støttende
  4. Konkret

Vær varsom med at stille spørgsmål som ”hvad vil du være?” og ”hvilket arbejde kunne du tænke dig?” Valget af ungdomsuddannelse føles i forvejen definitivt for mange unge, så hold om muligt fokus på vejen frem for endestationen.

Husk at være den, som stiller spørgsmål, og lad dit barn være den, som taler mest.

Giv perspektiv

Mange unge har den opfattelse, at deres ungdomsuddannelse er altafgørende for resten af deres liv. Angsten for, hvad man vælger fra, kan resultere i, man ikke kan vælge noget til. Derfor kan du eller familiemedlemmer med fordel fortælle om jeres vej igennem uddannelses- og karrierejunglen til dér, hvor I er nu.

Sådan bliver det klart for dit barn, at der tit er mange veje til et mål, og at man ikke altid ender som, det man troede – og at det ikke behøver være dårligt.

Livet er dynamisk, og muligheden for at vælge til og fra ophører ikke efter ungdomsuddannelsen. Når dit barn finder ro, bliver hun/han bedre i stand til at tænke klart og træffe det rette valg.

Lær om typerne af ungdomsuddannelser

Mange forældre vil opleve, at ungdomsuddannelserne – samt de efterfølgende muligheder – er anderledes i dag, end dengang de selv skulle vælge. I andre tilfælde vil indholdet eller måden, der undervises på, være forskellig fra dengang.

Derfor er det en klar fordel for dig og dit barn, hvis du har sat dig ind i de forskellige typer af ungdomsuddannelser, som de ser ud i dag. Du skal ikke være ekspert, men blot have styr på de grundlæggende ting.

Når dit barn afslutter folkeskolen, kan det begynde en ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelserne kan opdeles i to kategorier.

  • Erhvervsuddannelser (EUD)
  • Gymnasiale uddannelser (HTX, STX, HF, IB)

Dertil kan dit barn vælge EUX, som kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse.

Den handelsorienterede gymnasiale uddannelse HHX, udbydes ikke af AARHUS GYMNASIUM.

Fire gymnasier

På AARHUS GYMNASIUM, kan du vælge mellem fire forskellige gymnasier. 

Læs mere om gymnasierne, og vælg det, der passer dig:

AARHUS GYMNASIUM, Aarhus C

AARHUS GYMNASIUM, Tilst

AARHUS GYMNASIUM, Viby

TEKNISK GYMNASIUM, Skanderborg

Fem uddannelser

Din fremtid starter på AARHUS GYMNASIUM, men hvilken hue, vil du have:

HTX

STX

HF

IB

EUX

Én vision

Når du har valgt at gå på AARHUS GYMNASIUM, har du truffet et aktivt valg for dig selv, din udvikling og din fremtid.

Du bliver placeret i et stort fællesskab, der udvikler dig som menneske. 

AARHUS GYMNASIUM stiller krav til dig, lytter til dig, skubber til dig, støtter dig og prøver dig af. Det er dit sociale liv og dit skoleliv under et tag.

Kom forbi, eller tal med en vejleder

Benyt mulighederne for at booke en rundvisning eller deltage i vores åbent hus-arrangementer sammen med dit barn.

Husk desuden, at du og dit barn altid er velkommen til at kontakte vores vejledere, hvis I savner svar på spørgsmål – også af mere generel karakter om ungdomsuddannelser.