AARHUS
GYMNASIUM

Media & Design

Kommunikation og IT A | Design B - HTX

Vælg denne studieretning, hvis du vil skabe fremtidens løsninger med innovative digitale produktioner og gennemtænkt design. Vi lærer dig, hvordan du bedst benytter forskellige medier og materialers egenskaber til at skabe forandring.

Sådan samarbejder studieretningsfagene

I kommunikation og IT får du forståelse for, hvordan man med kommunikative virkemidler og teknologiske værktøjer kan påvirke menneskers meninger og handlinger. I designfaget lærer du, hvad der er godt design, og hvordan man skaber det – både digitalt og fysisk. Begge fag veksler mellem teori og praksis. Vi bruger teorien til selv at skabe produkter som, film, computerspil, websider, plakater og opslag til sociale medier.

Sammen gør fagene dig i stand til at forstå, hvordan vi gennem viden om mennesker og målgrupper er i stand til at forme hinanden og verden. Veltilrettelagt kommunikation giver os et nyt syn på verden, mens veludført design giver os nye måder at bruge verden på.

Sådan foregår undervisningen

Det vil du opleve, når du skal arbejde kreativt og eksperimenterende med design og kommunikation i virkelighedsnære cases. Med teorien på plads undersøger vi blandt andet, hvordan man udformer og leverer budskaber eller produkter, så de opnår størst mulig gennemslagskraft. Du skal arbejde med en bred vifte af medier, fx video, spil, lyd, trykte medier, web og meget mere. Vi arbejder med professionelt udstyr og programmer såsom Photoshop, Premiere og Dreamweaver fra Adobe.

Din undervisning foregår i klasselokalet, mediaspaces og makerspaces. Dertil tager vi på ture og besøger virksomheder for at se, hvordan professionelle arbejder med design- og kommunikation i forskellige brancher og på tegnestuer.

Vi har interne udstillinger med elevproduktioner, hvor du kan udstille dine projekter, hvis du ønsker det. Vi inddrager i øvrigt dig som elev, når der skal designes nye skolearealer.

Her kan du tage denne studieretning

Særligt for denne studieretning i Aarhus C

Vælger du Media & Design på hér, vil du opleve et særligt fokus på samarbejde med internationale virksomheder og skoler.

Særligt for denne studieretning i Viby

Her får du mulighed for at afprøve dine kreative evner og designs mod gymnasieelever fra hele landet i Kørners Kunstkonkurrence. Det professionelle dommerpanel udpeger vinderne, som får udstillet deres værker på Vejle Kunstmuseum og Kastrupgaardsamlingen i København.