AARHUS
GYMNASIUM

Game Design

Kommunikation og IT A | Programmering B - HTX

Når du går på denne studieretning, lærer du om de mange elementer og mekanismer, der indgår i spil. Du får en forståelse for, hvorfor spil-mediet er i stand til at påvirke os som ingen andre medier, og vi undersøger, hvordan man med spil kan formidle og gøre viden tilgængelig på spændende, anderledes måder.

Sådan samarbejder studieretningsfagene

I kommunikation og IT får du forståelse for, hvordan man med kommunikative virkemidler og teknologiske værktøjer kan rykke ved menneskers holdninger og handlinger. I programmering lærer du blandt andet at designe, udvikle og forbedre programmer. Du behøver ikke have noget forudgående kendskab til programmering for at kunne deltage.

Vi bruger fagene sammen til at skabe kreative digitale produktioner, der effektivt formidler og gør indtryk på modtageren. Det kan være store oplevelser, ny viden eller IT-løsninger, der gør livet lidt lettere. Det vil i høj grad være gennem grafik, spil og andre typer software, men vi skal også arbejde med andre medietyper, fx video og lyd. På Game Design bliver du klar til at arbejde professionelt med software- og spiludvikling og al slags digital produktion.

Sådan foregår undervisningen

Du ser nærmere på, hvordan du bedst udnytter teknologiers muligheder og begrænsninger til at udveksle information og få et budskab igennem. Vi bruger professionelle værktøjer og programmer og laver medieproduktioner, der afprøver og udfordrer teorien. Det kan fx være digitale fortællinger, formidling af svært stof gennem gamification eller programmering af software, der løser problemstillinger fra det virkelige liv.

IT bliver konstant mere komplekst, og vi modtager i støt stigende grad vores viden om hinanden og omverdenen gennem digitale medier. Derfor taler vi om de etiske problemstillinger, der kan opstå, når vi benytter teknologi til at påvirke andre.

Undervisningen sker i klasselokaler, i vores makerspaces, mediaspaces og i laboratoriet. Det udvikler dig fagligt og personligt at udveksle idéer med professionelle og elever fra hele verden. Derfor prioriterer vi samarbejde med internationale virksomheder og skoler højt.

Du får med jævne mellemrum mulighed for at få dine medieproduktioner vist på skolen.

Her kan du tage denne studieretning