Det skriftlige arbejde (Bilag 1)
Retningslinjer for det skriftlige arbejde
Det skriftlige arbejde er en vigtig del af din skolegang, og ligesom du har mødepligt til din daglige undervisning, så har du også afleveringspligt i forhold til dine skriftlige opgaver. Gennem de skriftlige opgaver trænes de færdigheder, der kræves for at kunne gå til skriftlig eksamen. Du skal aflevere alle dine skriftlige opgaver til tiden, og du skal investere tid i det skriftlige arbejde – både i og uden for undervisningen.
Du får altid en fremadrettet tilbagemelding på alle dine skriftlige opgaver, så du ved, hvad du kan forbedre i næste aflevering. Læreren vil vejlede og støtte dig i både skrive- og evalueringsprocessen, og vi ser det som helt naturligt og i orden at begå fejl i det skriftlige arbejde. Vi lærer af vores fejl, og vi lærer af at italesætte vores udfordringer.
Opgaver skal afleveres til tiden
At aflevere for sent er en overtrædelse af skolens studie- og ordensregler. Det er vigtigt, at afleveringsfrister overholdes, så lærerne hurtigst muligt kan rette og tilbagelevere alle opgaver på én gang. Det øger læringen, at du får tilbagemeldingen, mens opgaven er frisk i erindringen. Når du afleverer alle dine opgaver til tiden, får du desuden en mere jævn arbejdsbelastning med opgaver i løbet af skoleåret.
Få struktur på din skriveproces
Begynd på opgaven i god tid, så læreren har mulighed for at vejlede dig i skriveprocessen. Brug dine klassekammerater til faglig sparring og benyt dit lokale læringscenter/lektiecafe, hvis du har brug for hjælp til fagligt indhold og struktur.
Opgaver afleveres i itslearning
Opgaver registreres i Itslearning. Formatet aftales med din lærer. Hvis du uploader flere filer, så er det den sidste fil, der gælder med hensyn til indhold og afleveringstidspunkt. Det er vigtigt, at opgaverne navngives omhyggeligt, så du ikke uploader en forkert opgave.
Udsættelse
I særtilfælde kan en opgave udsættes efter aftale med din lærer. Din underviser kan forlænge den nye afleveringsdato i itslearning, så du ikke får skriftligt fravær. Ved sygdom kan afleveringsfristen forlænges med to skoledage, efter du er mødt i skole. Hvis du ikke får udsættelse, skal du aflevere til tiden uanset besvarelsens længde og indhold.
Længerevarende sygdom
Ved længerevarende sygdom skal du kontakte skolen. Når du er blevet rask, udarbejder du i samarbejde med din vejleder og dine lærere en plan for indhentning af det skriftlige arbejde. Din vejleder og dine lærere vurderer i den forbindelse, hvor mange af de manglende afleveringer, du skal indhente.