Sikkerhed og sundhed
Alle skal overholde de sikkerhedsregler, der gælder for værksteder og laboratorier. Det betyder blandt andet, at man ikke må have halstørklæde eller andet tøj på, der kan blive fanget i en maskine.
Nogle steder er der påbud om værnemidler. Det kan fx være sikkerhedsfodtøj, høreværn eller sikkerhedsbriller, som man skal bruge, når man arbejder i værkstedet.
Den lokale arbejdsmiljøgruppe tager beslutning om disse regler.
Sundhed
God læring kræver energi, som kommer af gode spise- og drikkevaner. På AARHUS TECH er der et udbud af varieret og sund kost i kantinerne.
Rygning og brug af nikotinprodukter
AARHUS TECH er en røgfri skole, hvor alle kan undgå passiv rygning. Forbuddet gælder såvel besiddelse som brug af enhver form for nikotinprodukt som fx cigaretter, cigarer, pibe, e-cigaretter, skrå, snus og lignende.
Rygepolitikken omfatter alle elever, kursister, gæster og ansatte på alle adresser på AARHUS TECH og AARHUS GYMNASIUM, som ikke må ryge i skole- og arbejdstiden. Røgfri skoletid gælder desuden under alle øvrige skolerelaterede aktiviteter, fx fredagscaféer.
Ansatte, elever, kursister og gæster må ikke ryge på skolens matrikler uden for skole- og arbejdstid.
- Beboere på skolehjemmet må ryge i pavillonen ved skolehjemmet uden for skoletiden.
Forebyggelse
AARHUS TECH forebygger rygning ved at tilbyde interne rygestopforløb for elever og ansatte.
Ansvar
AARHUS TECH har følgende overordnede retningslinjer for håndtering af konkrete sager:
- Ansatte, elever, kursister og gæster har ansvaret for at politikken overholdes. Hvis ansatte konstaterer eller får kendskab til, at en elev, kursist eller gæst ryger eller anvender andre former for tobak i skoletiden, oplyses vedkommende om skolens politik og om muligheder for at få hjælp til røgfri skoletid. Ved gentaget overtrædelse indhentes kontaktoplysninger på vedkommende og nærmeste leder kontaktes for den videre proces.
- Ubehagelig adfærd fra ansatte, elever, kursister og gæster i forbindelse med håndtering af skolens retningslinjer, accepteres ikke.
Alkohol og andre rusmidler
På AARHUS TECH fastholder vi, at eleverne lærer og trives bedst i et trygt, sikkert og sundt studiemiljø. Derfor har vi retningslinjer for alkohol og andre rusmidler.
Alkohol i undervisningstiden er ikke tilladt, ligesom ingen møder op påvirket. Studierejser, ekskursioner og arrangementer uden for skolens område i skoletiden er også undervisning, og her gælder forbuddet også.
Øl og spiritus kan være tilladt ved helt særlige lejligheder. Det kan være til caféer og fester.
Der er totalt forbud mod alle øvrige rusmidler. Som forebyggende foranstaltning får vi jævnlige, uanmeldte besøg af hashhunde og fører. Hvis hunden markerer på en elev, vil eleven blive bedt om at medvirke i en undersøgende samtale for at finde frem til årsagen til markeringen. En markering kan fx også skyldes legalt medicin eller have andre legitime årsager.
I forbindelse med besøg af hashhunde kan fund af stoffer eller bestyrket mistanke om misbrug få studiemæssige konsekvenser eller medføre krav om at indgå i behandlingsforløb.
Hvis man overtræder reglerne
Hvis en elev, efter undersøgelse og efter ledelsens vurdering, er påvirket eller i besiddelse af alkohol, forbudte stoffer, lightergas og lignende, kan ledelsen vælge følgende sanktioner: advarsel, hjemsendelse og bortvisning.
Forebyggelse og behandling af misbrug
Skolens organisation arbejder aktivt og målrettet på, at vi i videst muligt omfang kan tilbyde en systematisk og udførlig information om misbrug. Desuden information om, hvordan misbrug kan forebygges. Vi kan henvise til behandling inden for det offentlige system.
Skolen har nultolerance over for mobning
Mobning, grov og aggressiv opførsel, vold og trusler af enhver art rettet mod elever eller personale accepteres under ingen omstændigheder.
Skolen tolerer ikke nogen former for mobning, heller ikke på nettet.
Hvis man som elev udsættes for mobning (gentagen chikane over en længere periode), vold og trusler i skoletiden og oplæring, skal man med det samme kontakte sin underviser, kontaktlærer eller vejleder.